NOGET OM BØGER

Men det hele virker alligevel uvirkeligt hver gang vi stavrer ind i en bus med forholdsvist tilbagelænede sæder, en paperback under armen og en ambition om at vi nok skal blive til noget.

Jeg mener, jeg er helt sikkert kommet for at danse, så det er måske dumt at jeg med sikkerhed befinder mig i baren om 13 timer når vi ankommer i Mendoza, men vinen går alt for godt med de snedækkede bjergtinder, til at jeg kan lade være. Tro flytter bjerge men jeg tror sgu de her bliver hvor de er. Og så er jeg desuden agnostiker, så jeg leder stadig efter en tro at flytte med.

Haha, shit - man tænker meget når man rejser. Især alene. Det er hele den der “hvad hvis jeg var hoppet på den anden bus” tanke jeg ikke helt kan slippe. Det hele er så virkeligt men samtidigt så flygtigt. Flygtige bekendtskaber. Vi er her, men vi er her kun for en stund - nogle af os forsvinder hvileløst ud i den petroleumsparfumerede nat og forelsker os på ny i den latinamerikanske varme - fra menneskerne og klimaet, andre bliver hjemme med en liter Quilmes og en bog de nok alligevel ikke får læst.

Fordøjelse af indtryk på højtryk. Forventninger der kolliderer med virkelighed og udgør det uendelige ocean af minder vi ikke kan huske men alligevel aldrig glemmer. Det er hvad det er, og jeg er lige her med et sagte smil på læberne, velvidende vi er tusinder og atter tusinder af mennesker som både får åbenbaringer og lukker kapitler hvert minut, hver dag. Pasa lo que pasa mi amigo.

NOGET OM TID

Vi mødes, vi hilser, vi danser, vi udveksler synspunkter, vi forsøger at udsætte den uundgåelige tanke, men vi ender alligevel med afskeden fra lobbyen, busstationen, lufthavnen, underkøjen eller via en ærgerlig WhatsApp-besked. Hvis ikke det var godt til at starte med, ville det ikke gøre ondt når det sluttede, så med fugtige øjne sidder jeg nok engang og tænker tilbage på fantastiske fragmenter af hvad der nu blot er endnu et skud i den sydamerikanske bjergtåge.

Argh fuck it. Hvis jeg føler det, er det reelt og det behøver jeg hverken benægte eller gemme væk. Jeg har brugt de sidste fucking 6 år af mit liv på at stresse mig selv unødigt, og det stopper pr omgående, som jeg også lovede G inden jeg smuttede. Tid er penge? Fuck det, op i røven med det - tid er DET ENESTE vi har, min bror. Jeg møder folk herude som har været afsted i 11 måneder. 11 måneder. Efter 11 måneder, hvad er hjem så? Hvor hænger man snapback’en når ens liv befinder sig i en oversize Patagonia, som gemmer på lige dele henrivende historier og uhumsk undertøj. Det er fandme mange kram og kindkys, mange ind og ud af hostels, mange ¿como estas?, mange facebookopdateringer på tre sprog og mange “where you from, what you on and what’s your story?”’s (skud ud til min mand Mike Skinner, jeg forstår dig på et helt andet plan de her dage dawg).

For vi står der allesammen. Hver og en. Mens venneanmodningerne flyver gennem lobbyens tvivlsomme wifi, og vi formaner at de her unikke skabninger, oppakket til langt op over begge ører, skriver næste gang de kommer til MelbourneKøbenhavnJerseyLondonSantiagoAtlantaBuenosAiresStockholmTorontoBremenLaPazBoston. Jeg bliver aldrig fan, men jeg vil for alt i verden hellere skulle tage en tung afsked med nye venner end aldrig have mødt dem i første omgang, og delt min før så nænsomt opsparede tid med dem. Og så har en garvet kampdranker som mig selv scoret flere sofaer at crashe verden over, end jeg nogensinde kunne drømme hverken om eller på. Quien no arriesga nada gana mi amigo.

NOGET OM TERMER

Altså, det er jo et lidt sjovt sprog vi har os. B er lige ankommet i dag, og det er fantastisk at kunne sparre med en homie på dansk, men mens han ligger og kradser jetlaggen af under en usandsynligt larmende blæser har jeg spillet Truco med to amerikansk-colombianere og en argentiner i gården på vores hostel. Et svært fucking spil at lære, så meget kan jeg sige. Hvis du kender Træmand, Racerbane, Pyramide, Vandfald og Over/Under så glem alt om dem. Det her lort har sine egne kort ligesom Uno, og kræver borderline en doktorgrad for overhovedet at kunne gøre sig gangbar.

Selve spillet er undertiden mindre vigtigt. Da jeg skulle sige godnat til mine nye amerikanske venner, introducerede jeg dem for frasen “tak for i aften”. En ikke særligt hyppigt anvendt vending på andre sprog end dansk, som krævede et par gentagelser.

Præcis ligesom “tak for sidst”, min om muligt yndlingsvending på dansk. Det er svært at forklare folk fra rundt omkring i verden præcis hvorfor vi siger “thank you for the last time we saw each other”, men rent faktuelt kan al den snak om ‘hügge’, stearinlys, slik og dansk neo-kultur stikkes skråt op i det solløse distrikt, hvis ikke man forstår “tak for sidst”. Det er den rareste vending at smide efter bedste venner såvel som nye bekendte, for at understrege, at sidste gang der HYGGEDE vi sgu. M har lidt svært ved at fange hvad der egentlig menes, men efter 9 måneder på tværs af latinamerikanske folkefærd er det måske også lidt meget forlangt.

NOGET OM AT MØDES

“Men seriøst ikke for at hade på noget eller nogen men alting bliver relativt hernede, for savner jer sgu men der er bare så mange sygt nice mennesker ude i verden der bare venter på at blive mødt”

Snapchat. Sendt fra min iPhone 03:59

Den sidste åndssvage, tegnløse ‘sætning’ er nok det tætteste jeg kommer på en komplet gentagelse af ting jeg allerede har sagt 100 gange, but here goes... Det er jo for sygt. Har lige haft F i røret som netop er vendt hjem fra sit eget Mexico/Colombia eventyr, og som heller ikke helt kan forholde sig til den københavnske attitude, hvor alle har travlt med at se travle ud, mens de surmuler efter 3A og lades som om de bor i verdens indiskutabelt bedste by. Altså, don’t get me wrong, det gør vi. Hafnia, baby. Men der er fandme så meget mere at se. Så, så, så meget mere at se.

R har joinet squad’et og er klar på at lade os couchsurfe i Rio, såfremt hans franske veninde er smuttet til den tid vi kommer om tre uger. Brasiliansk kultur bliver pludselig et samtaleemne i treenigheden, mens min Duolingo app til stadighed insisterer på at jeg skylder 36 minutters dedikation fra sidste uge, og nu vil stoppe sine notifikationer. Psh, det går jo nok. Nej men, seriøst, jeg skal hjem og så skal jeg have et job og en aftenskole, så jeg kan komme til Sucre til november og lære spansk. Det er ikke bare en sjov ide, det er det eneste jeg reelt gider lige nu. Misforstå mig ret, København fra maj til september er formentligt verdens bedste sted at være, men det der rammer en semi-professionel drømmer hernede er 200% mere levende end noget jeg har følt på Østerbro siden jeg flyttede til i 2012.

Det forsinkede sabbatår. Så vildt, at en følelse man tror man står alene med, pludselig deles af flere end de kønssygdomme man fik med hjem fra sidste års Roskilde, og at en kanon homie man vinkede farvel til i Mendoza, pludselig står og laver flanksteaks i køkkenet på et af Buenos Aires’ +250 hostels og grinende siger at det har han prøvet før, mens vi underforstået lægger planer om en aften i byen. Endnu en af slagsen. Stopper det her nogensinde?

NOGET OM ERFARING

Det er sådan lidt langt nede ad den motorvej vi kalder livet, at jeg indser at vi er summen af vores erfaringer, og at erfaring er så meget mere abstrakt end et kvantificerbart krav på dit CV, eller evnen til at kunne finde klitoris på et one night stand. Vi vader Buenos Aires tynd med frontallappen fuld af godt mod og Uber app’en på speed dial. Gud bevare 3, og Gud bevare Recoleta Cemeteria, for selv som ikke-troende kan katolsk spiritualitet give lidt af den fordybelse, et pseudo-sekulært folkefærd længes efter, selvom de ikke vil erkende det. Fuck jo vi gør, også dig der læser det her og ikke tager cappen af i kirken.

Jeg begravede min granny i 2003. En tårefuld og tung oplevelse, men samtidig mit første ægte bekendtskab med den irsk-katolske tradition for at fejre livet, fremfor (udelukkende) at sørge over hvad der er forsvundet. En tilgang jeg lovpriser. Når jeg en dag skal herfra skal I danse. Jeg ved det bli’r svært at danse lige så godt som mig, men prøv for fanden. Jeg ved jeg ville gøre det for jer, for I fortjener det.

Mens vi vandrer sentimentale ned gennem det endeløse virvar af smukke mausoleer, slår det mig hvor ondt det kommer til at gøre, når dem helt tæt på mig ikke er her længere. Den argentinske mor der sidder grædende foran et gravsted, mens hendes unge teenagedatter relativt upåvirket udforsker området - det bliver mig en dag. Vi er her kun for en fucking stund, og den opvaskemaskine skal nok nå at blive både tømt og fyldt, til trods for at den orkan vi kalder hverdag, af og til når helt op til de overforsikrede rudekuverter.

NOGET OM DET UKENDTE

Når man sidder og hører Langt Væk med en af sine bedste venner i 10 år, og de to fedeste amerikanske brødre og aftaler at tage til 4/20 i et andet land sammen, så går det op for en, at det er det ukendte vi kommer for i første omgang og at der slet ikke er noget at være bange for. Det er livet det her, og jeg forlader Buenos Aires for sidste gang. I denne omgang. Tre gange blev det til. Vi ses om maks et år, du!

Eller gør vi? Det må stå hen i det uvisse. Vi er de valg vi tager, og jeg valge at sætte mig i en uber i 50 minutter for at komme tværs over más barrios og købe en blok skraldehash på størrelse med en duploklods, så jeg nu kan sidde på taget og være småfilosofisk og smaskforelsket i Argentina på en og samme tid.

Jeg skriver bedre når jeg er påvirket, og helst også lidt ude på kanten emotionelt. Pt står den på hiphop og sindssyge anekdoter fra det vilde vesten, og det væld af folk man møder såfremt man har et åbent sind. Integritet er uvurderlig. “Do what you wanna do”. Word the fuck up T.

NOGET OM FARVER

Mit hår er blevet lysebrunt igen, hvilket aktiv vil være godt, selv når andre ting kan blive lidt noget lort. De 10 mennesker der sidder ude på terrassen har en fest med at flashe tatoveringer, erfaringer og livsplaner, mens duften af weed driver halvdelen af flokken sindssyge. HVOR KOMMER DET FRA? Weed er grønt, himlen er blå, mine øjne er røde da vi boarder Buquebusfærgen til Colonia og mine arme er ved at få så meget tan som nu kan lade sig gøre for mit kronisk blege legeme.

Palermo er et af de fedeste steder jeg har haft fornøjelsen af at besøge, ikke mindst på grund af de farverige facader som udgør hjørnestenen af byens identitet. Himlen er rosa mens vi triller ud af Colonia mod nye mål.

NOGET OM BILLEDER

Picture me rollin’ in a five hundrede benz. En Uber chauffør med en klump tjald og et ønske om at hotboxe med B og jeg har lige budt os velkommen til verdens tredjestørste by, og smilene breder sig. Picture me. Vi har lige snakket om de mange billeder vi har. De kan dog ikke måle sig med de mentale billeder. De mentale selfies vi tager når telefonen sidder i stikket og øjeblikket ikke skal afbrydes af irregulær aktivitet. Dem er der oparbejdet en del af, og for at være helt ærlig kan intet fancy graffiti pose overgå noget af det jeg gemmer i kataloget af farverige folkeslag jeg har skålet, skreget og syncet med. Du skal ikke lægge filter på de kontraster du ser. No Instagram intended. Det er sygt at tænke forud på hjemkomst om 10 dage, og stadig love mig selv at jeg ingen bagtanker har når jeg er hjemme. Du kan arbejde nok så meget på dit pose, men dit selvbillede forbliver hjørnestenen.

We’re making appearances. L - nej ikke hende vi rejser med nu, den anden L - bruger udtrykket i flæng. Gad vide hvor mange dagbøger jeg har fået lov at sætte et præg på. Et par stykker vil jeg tro. Men så igen, hvis ikke de kan stave mit navn - og det kan de nok ikke - tæller det så? Spørgsmål.

Et billede siger mere end 1.000 ord, men jeg skriver det her fra min iPhone og den har sjovt nok begge dele. 

NOGET OM SPROG

Er ist eine süsse Katze. L og jeg joker. Sprogbarrieren mellem dansk og tysk har aldrig været mindre. Tror det er promillen. Sproget er nøglen til kulturen og kulturen er nøglen til forståelsen. Pt er nøglen at være mig selv. Jeg skal ikke holde igen med noget og nej jeg skal fandme ikke styre mit fucking franske, jeg skal være mig. Med et stort smil på. Livet foregår lige nu, sluk telefonen, men hold den lige lidt tændt for der er noget at berette om og sommerregnen i Paraty efterlader ikke så meget tilbage at forlange. De ansatte elsker det - duften af den nænsomme regn, som af og til lægger sig over en brasiliansk kystby og minder os om hvordan klimaet taler sit eget sprog på de her kanter.

D, L og jeg snakker alle forskellige førstesprog og mødes dermed på en neutral udebane når vores eventyr skal dokumenteres. Præmisser overholdes. Jeg prøver at snakke tysk, men for at være helt ærlig gør vi ikke alle det efter 3 caipirinhas? Jo vi gør, og hun er pisselækker såee. Om det bli’r til noget? Ich glaube nicht. Dertil er vennezonen rykket for langt ind. Og Aye, det er helt cool. If you want it go get it, jeg har spillet den ned for vi er ikke på det der niveau, hun er bare alt for nice og ser samtidig alt for godt ud. Men hellere være venner med hende i mange år end kneppe og ikke kende hinanden længere. Det har seriøst 10 gange mere værdi end noget af det andet kan give mig. Det taler til mig.

NOGET OM RUS

Vodka, Rødvin, Xanax, Valium, kokain, cannabis, nikotin, psilocybinsvampe, MDMA - E N D O R F I N E R. Jeg lovede jer at det ikke skulle handle om stoffer, og jeg lovede min mor at jeg ikke ville røre dem før jeg tog afsted. Well, her står vi så nu (undskyld mor, vi var også 8 dengang vi lånte lejligheden i Berlin i ‘10, selvom jeg sagde vi kun ville være 5...).

Nok nu om det, ovenstående cocktail, ofte i kombination, gør selvsagt noget ved krop, sind og sjæl. Har man rigtig levet før man har taget valium og ecstacy kl 5:30 efter en bytur, på et hostelgulv i Buenos Aires med alle madrasserne fjernet fra køjerne, i selskab med tre canadiske bikere, en newzealandsk tattoo-aficionado og en crackrygende tysk teenagepige bosat i La Paz? Nej, det har du helt ret i, det har man nemlig ikke. Det lyder nærmest rent gonzo, som om jeg har fået et tip fra oven (okay, let’s be honest, sgu nok fra neden) fra selveste Mr Thompson, men spørg rengøringskonen fra Milhouse Hostel Hipo og hun vil kunne konfirmere episoden.

Okay kids, drugs ARE bad mmkay, men fuuuuck jeg har også haft det sjovt med dem. Alting med måde gælder alt her i livet, og lektien er lært - blander man alle ovenstående er chancen for at man går ud som et brag, som i de speedball’ene 70’ere, ret stor. Don’t do that. Men skal jeg være ærlig, og det lovede jeg fandme mig selv altid at være, halvvejs gennem min semi-depression i udgangen af ‘17, så er jeg en sucker for en god aften med en funky følelse i kroppen, og dermed et let offer for gruppepres og friske forslag. Især når de kommer fra ligesindede hedonister med højst tvivlsom moral, der ta’r tequilashots så store som tekopper og har pupiller så store som Rundetårn (skud ud til min dreng HC Andersen, at rejse er at fucking leve!!!).

Mit mantra er, at alle stoffer forstærker den forfatning du er i i forvejen, måske lige på nær heroin som jeg ved Gud aldrig skal så meget som i nærheden af. Ergo har du det ad fucking helvede til er løsningen ikke halvanden valium og tre Long Island Iced Tea. Det lort akkumulerer og du kommer IKKE gladere ud på den anden side. Og efter nogle dage i dét ræs stod der hurtigt klart for mig, at jeg ikke var den version af mig selv som jeg ønskede at være. That’s when it’s time for a switch up.

Rus er selvsagt mange ting. Du får et sug i maven når du forelsker dig, når det går op for dig at du står på en tagterrasse i Buenos Aires og kan gøre lige hvad du vil, mens din nye homie worker mp3 speakerne til din store fornøjelse og alt bare spiller. Første gang du ryger med på en joint der ikke er af din vante kvalitet, og du ikke får angst, og ikke mindst alle de gange du står på klubben og egentlig bare har det peak med de to fernet/cola du har drukket, mens resten af hostel-fortællingen går på repeat, mundfuld for mundfuld.

NOGET OM VILJE

You got to own it if you want it. Jeg har hørt Drakes vers på Aston Martin Music flere gange end hvad godt er, men det er fandme også et godt vers. Den sætning er muligvis fundamentet for min største åbenbaring om mig selv hernede.

For hvilken type person er det du gerne vil være, Cillian? Er der dissonans mellem hvem du er og hvem du gerne vil være? Ja lige nu er der måske lidt, men det er intet sammenlignet med hvordan alt så ud for et år siden. Integritet. Fire stavelser med så forbandet meget vægt. Ærlighed frem for alt. Hav dine værdier og stå ved dem i den sidste bastion. Sig fra hvis der er noget du ikke vil, og sig hvis der er noget du vil ha’.

D hooker formentlig op med L, og jeg kan helt ærligt sige at selvom jeg gerne havde taget spottet, har jeg og vil jeg aldrig spille forelsket eller snakke lort for at få sex. Plus jeg tror han ku’ li hende li’ hende, jeg synes hendes røv er pæn og smil er sødt. Forgive and forget og vær ærlig. Den ta’r vi allernådigst med herfra og gemmer på memorycardet.

Fuck at hænge i bremsen, og fuck håndbremserne i dit liv som sløver dig ned, og holder dig tilbage fra at være den person du har lyst til. I den forstand er jeg måske lidt ærgerlig over ikke at have haft nosserne til at springe ud i det her, men så igen - hvis ikke havde jeg sikkert ikke kunnet sidde og skrive det her nu, på vej til Ilha Grande med ækvatorsolen bragende ned gennem soltaget i minivan’en. 2 6, Fuck it, det er ingenting - jeg har al tid i hele verden foran mig.