241118 Beijing

Blå himmel, grå facader. Et møde mellem fordomme og realiteter på steroider. Kina holder på 20% af verdens befolkning, Beijing på 40% af Kinas. I flyet hørte jeg om en kinesisk by, jeg aldrig har hørt om - Chongqing, der bor 22 millioner mennesker. I Beijing Luthavn mødes man af en ‘Transfer Free Entry Application’ stander. Den er overflødig. Man skal udfylde en ‘rigtig’ form med resten af besætningen lige om hjørnet, og så ellers håbe på det bedste, når staten høster dine 10.000 datapunkter og sørger for, at du kan spores overalt indenfor grænserne.

Beijing er sjov. Beijing ved godt, at den i sig selv ikke er et slutmål for den pengestærke, liberaltsindede og - i hvert fald på papiret - demokratiske vesterlænding. Layover-turisme er massiv, jeg vil ligefrem påstå, at termen er opstået her. I lufthavnen prydes alle terminaler med “144 HRS VISA FREE!”-bannere, og promoverer et særtilbud på seks dages make-believe bevægelsesfrihed, som samtidig understreger, hvor stor en sjældenhed frihed af alle slags reelt er i det maksimalt kontrollerede land.

Kina substituerer alt. Nuvel, der er Starbucks og McDonalds, men de senere år har kinesernes own-brand pendanter fejet de amerikanske giganter af banen, og nu drikker man Luckin Coffee og spiser på Mixue Bingcheng. Taxachaufførerne kører i BYD og snakker i Huawei, og de kinesiske flag er til at spotte alle steder i bybilledet og på påklædningen.

Ud fra rejser til andre asiatiske destinationer har kinesere selv sørget for et ry som apatiske egoister med lidt for meget ejerfornemmelse og tilsvarende mangel på selvindsigt. Første rejsedag blev også en konfrontation med en iboende fordom. Det gør sig bestemt ikke gældende for alle kinesere, som både kan være morsomme, høflige, ydmyge og hjælpsomme. Jeg føler, at der står “og så af en kvinde at være!” written all over, men det er nu engang mine erindringer, så tag dem eller lad dem ligge.

241120 Taoyuan

Det er sjovt at se folk definere sig selv i trods. Kapitalen og det liberale valg virker til at være identitetsmarkør nummer et, når taiwaneserne skal definere sig til forskel fra kineserne. På forhånd havde min kammerat forklaret mig, at Taiwan var er højredrejet land, som politisk ville så langt væk fra den historiske kommunisme i Fastlandskina, som den fascistiske folkerepublik omtales i et forsøg på berøringsangst neutralitet. Shopaholic Christmas, lyder det i indgangen til et USA-themed outlet i udkantsmetropolen Taoyuan, og referencen til overdrevent forbrug er ikke nogen enhjørning.

Det er samtidig lidt som om, at det største fokus på spændingerne mellem Taiwan og Kina kommer udefra. Dua Lipa adresserer let og elefant den igangværende geopolitiske David / Goliat situation fra scenen på Taoyuan Baseball Stadium til sin koncert, hvor hun i 100 minutter giver den taipeiske ungdom lov til at nyde livet og glemme alt udenfor. Og det gør de - det gør vi allesammen. En lipsync’ed TikTok-reel ad gangen.

241124 Okinawa

Der er noget kærkomment familiært ved at være tilbage i Japan. Det er vi begge enige om. Det er bare anden gang vi er her, men det føles alligevel som hjem væk fra hjem. Der er en svært definerbar tryghed over at være et sted, hvor man ikke kan sproget - endsige forstå alfabetet - og svaret skal nok findes i landets allround kvalitet. Natur, by, natteliv, dagsliv, kultur, køkken og spiritualitet er alle steder. Hedonismen viger for fornuften, hvis man har den slags tilbøjeligheder, men øriget er stadig et af de lande i verden, der lægger flest arbejdstimer. Det er en cocktail og fremtid og datid forsøgt levet i nutiden.

Alt det ovenstående gør sig gældende, selvom Okinawa er sin egen hybrid af Japan, Hawaii og et stænk USA, hvis tilstedeværelse gør sig gældende i både den borderline tacky American Village og på øen i sin helhed. Der er selvfølgelig en grund, som strækker sig udover det faktum, at amerikanske turister er en invasiv art: Som alle andre steder jeg holder af, er historien altid indenfor armslængde. Her er det den mere blodige af slagsen, der står øverst. The Battle of Okinawa varede 82 dage i de sidste krampetrækninger af Anden Verdenskrig og kostede 150.000 mennesker livet. 100.000 japanere og 50.000 allierede. Øen var under amerikansk kontrol i efterkrigsårene helt frem til 1972 og huser i dag 80.000 amerikanere, hvoraf de 30.000 er aktive i militæret.

Men i dag er det bare bounty ø, der ligesom sine beslægtede palmeparadis har slået sig fast på tre logoer af egnsspecifikke produkter, som de kan klaske på alt fra hagesmække til golfbolde, masseproducere i Kina og ellers parallelimportere til enhver souvenirbutik, der villigt stopper det i halsen på turister fra nær og fjern. Prøv at tage en tur ned ad vestkysten her på øen og undgå at se de struttende asiatiske ølmaver med det stolte ORION-logo henover maven. Orion er øens øl, og den smager - præcis ligesom al japansk øl - herligt læskende og udgør en nødvendig modvægt til det svært saltede køkken. Nu vi er ved det - at japanerne kan blive verdens ældste med den mængde natrium, de udsættes for, overgår min forstand.

Jeg har ikke haft undertøj på i tre dage, og hotelbaren er også bottomless. Men selv all inclusive formår de at afvikle på en mere stilren måde i Japan. Du har desuden mere lyst til at mæske dig i Korean Fried Chicken, steamdumplings og iskold Asahi end selvdød færge-scrambled eggs, svedne cocktailpølser og flade Efes. Hvis ikke, kan jeg ikke hjælpe dig. Jeg skriver det her med tømmermænd, mens 7Eleven dripcoffeen løber igennem stofposen og gør sin ting. Feels good to be home, baby.

I Japan har de løst LGBTQIA-udfordringen ved at klaske et ALL GENDER RESTROOM på handicaptoilettet. Jeg er sikker på, at intentionen ikke fejler noget, men den kobling skal der nok være en eller to progressive vesterlændinge, som får galt i halsen.