Lyt og download
For abyssinierne og schnauzerne! Jungletrommer melder Frit Løb retur
Jungletrommerne har lydt: Frit Løb er tilbage. Efter et år uden ny musik vender den elektroniske hiphopduo fredag 11. september retur med dobbeltsinglen ”Jungletrommer // Parallelle L’er”, som udgør to forskelligartede ståsteder fra periferien af dansk hiphop anno 2026.
Der er gået et år med ro på linjen fra Frit Løb.
Fredag 11. september bryder duoen stilheden med dobbeltsinglen ”Jungletrommer / Parallelle L’er”, der markerer en tilbagevenden til Frit Løbs quirky signaturlyd udgivet over en A- og B-side.
- Vi havde brug for at ommøblere vores lille safespace af en skaberhule. Så der har vi siddet, drukket stempelkaffe, spist Torvets Kebab og nænsomt arbejdet os hen imod noget, der vibrerede på den helt rigtige måde, siger frontmand Cillian Mxrphy.
Det gør A-singlen ”Jungletrommer”. Med stadionenergi, speedrap og et tekstunivers, der bevæger sig ubesværet mellem branchekritik, receptpligtig medicin, racekatte og katolsk hierarki, er nummeret ærke-Frit Løb, når det er allermest out there.
På ”Parallelle L’er” er tempoet vuggende i en fragmenteret fortælling om en af den slags latente konflikter, de fleste voksne mennesker kender til. Mxrphy er tilbage i sin vanlige low concept-stil med nik til Thomas Edison og Sophia Loren og stikpiller til AI.
- Det er jo et eller andet sted lyden af forventninger, der møder virkeligheden og den underligt ambivalente følelse, man bagefter går og savner fra spændingen. Nogle ting giver mere mening, hvis de får lov til at stå lidt skævt, konstaterer Cillian Mxrphy.
De to numre er samtidig startskud til en ny udgivelsesform for Frit Løb: dobbeltsinglen. En moderne pendant til singleformatets gamle A- og B-side, hvor begge sange eksisterer sidestillet uden at konkurrere med hinanden.
- I det her game kan alt nemt blive hyperfokuseret på hitsingler, fokustracks og Spotify-placements. Men vi kan både lide at lave bangers og de mere eksperimenterende ting, forklarer producer Jonas Holmark Tarp, hvis vokaler også pryder bro-stykket på ”Parallelle L’er”.
Fælles for de to numre er en fascination af den menneskelige oplevelse, og den uudtømmelige flod af sange, der er at skrive om menneskers møder med hinanden.
- Det er altid dét sted, jeg helst vil skrive fra. Dér, hvor man går fra at tsunamier af selvtillid til en gennemborende tyngde af mindreværd. Dér, hvor man både gerne vil noget, og samtidig har lyst til at løbe væk fra det, slutter Cillian Mxrphy.
Frit Løb kan opleves live fra torsdag 10. til lørdag 12. september på Det Ny Teater til Per Vers’ 25 års jubilæum. Lørdag 12. september spiller de også gratiskoncert til Lille Vejfest på Nikolajs Plads.
”Jungletrommer // Parallelle L’er” udkommer fredag 11. september på alle streamingtjenester.